1 Men Hungersnøden var hård i Landet;

1 Now the famine was severe in the land.

2 og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"

2 So it came about when they had finished eating the grain which they had brought from Egypt, that their father said to them, “Go back, buy us a little food.”

3 Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!

3 Judah spoke to him, however, saying, “The man solemnly warned us, ‘You shall not see my face unless your brother is with you.’

4 Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde;

4 If you send our brother with us, we will go down and buy you food.

5 men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!"

5 But if you do not send him, we will not go down; for the man said to us, ‘You will not see my face unless your brother is with you.’”

6 Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?"

6 Then Israel said, “Why did you treat me so badly by telling the man whether you still had another brother?”

7 De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!"

7 But they said, “The man questioned particularly about us and our relatives, saying, ‘Is your father still alive? Have you another brother?’ So we answered his questions. Could we possibly know that he would say, ‘Bring your brother down’?”

8 Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig, så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi og du og vore Børn!

8 Judah said to his father Israel, “Send the lad with me and we will arise and go, that we may live and not die, we as well as you and our little ones.

9 Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig;

9 I myself will be surety for him; you may hold me responsible for him. If I do not bring him back to you and set him before you, then let me bear the blame before you forever.

10 havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!"

10 For if we had not delayed, surely by now we could have returned twice.”

11 Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler;

11 Then their father Israel said to them, “If it must be so, then do this: take some of the best products of the land in your bags, and carry down to the man as a present, a little balm and a little honey, aromatic gum and myrrh, pistachio nuts and almonds.

12 og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en Fejltagelse;

12 Take double the money in your hand, and take back in your hand the money that was returned in the mouth of your sacks; perhaps it was a mistake.

13 og tag så eders Broder og drag atter til Manden!

13 Take your brother also, and arise, return to the man;

14 Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!"

14 and may God Almighty grant you compassion in the sight of the man, so that he will release to you your other brother and Benjamin. And as for me, if I am bereaved of my children, I am bereaved.”

15 Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef.

15 So the men took this present, and they took double the money in their hand, and Benjamin; then they arose and went down to Egypt and stood before Joseph.

16 Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig."

16 When Joseph saw Benjamin with them, he said to his house steward, “Bring the men into the house, and slay an animal and make ready; for the men are to dine with me at noon.”

17 Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs Hus.

17 So the man did as Joseph said, and brought the men to Joseph’s house.

18 Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."

18 Now the men were afraid, because they were brought to Joseph’s house; and they said, “It is because of the money that was returned in our sacks the first time that we are being brought in, that he may seek occasion against us and fall upon us, and take us for slaves with our donkeys.”

19 Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset

19 So they came near to Joseph’s house steward, and spoke to him at the entrance of the house,

20 og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde,

20 and said, “Oh, my lord, we indeed came down the first time to buy food,

21 og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage

21 and it came about when we came to the lodging place, that we opened our sacks, and behold, each man’s money was in the mouth of his sack, our money in full. So we have brought it back in our hand.

22 og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!"

22 We have also brought down other money in our hand to buy food; we do not know who put our money in our sacks.”

23 Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.

23 He said, “Be at ease, do not be afraid. Your God and the God of your father has given you treasure in your sacks; I had your money.” Then he brought Simeon out to them.

24 Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.

24 Then the man brought the men into Joseph’s house and gave them water, and they washed their feet; and he gave their donkeys fodder.

25 Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der.

25 So they prepared the present for Joseph’s coming at noon; for they had heard that they were to eat a meal there.

26 Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham.

26 When Joseph came home, they brought into the house to him the present which was in their hand and bowed to the ground before him.

27 Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?"

27 Then he asked them about their welfare, and said, “Is your old father well, of whom you spoke? Is he still alive?”

28 De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!" Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.

28 They said, “Your servant our father is well; he is still alive.” They bowed down in homage.

29 Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?" Og han sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"

29 As he lifted his eyes and saw his brother Benjamin, his mother’s son, he said, “Is this your youngest brother, of whom you spoke to me?” And he said, “May God be gracious to you, my son.”

30 Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der.

30 Joseph hurried out for he was deeply stirred over his brother, and he sought a place to weep; and he entered his chamber and wept there.

31 Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: "Sæt Maden frem!"

31 Then he washed his face and came out; and he controlled himself and said, “Serve the meal.”

32 Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.

32 So they served him by himself, and them by themselves, and the Egyptians who ate with him by themselves, because the Egyptians could not eat bread with the Hebrews, for that is loathsome to the Egyptians.

33 De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;

33 Now they were seated before him, the firstborn according to his birthright and the youngest according to his youth, and the men looked at one another in astonishment.

34 og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham. 

34 He took portions to them from his own table, but Benjamin’s portion was five times as much as any of theirs. So they feasted and drank freely with him.

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931

Public Domain

New American Standard Bible Copyright ©1960, 1962, 1963, 1968, 1971, 1972, 1973, 1975, 1977, 1995 by The Lockman Foundation, La Habra, Calif. All rights reserved. For Permission to Quote Information visit http://www.lockman.org