1 (6:2) Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele Riget;

1 It seemed good to Darius to appoint 120 satraps over the kingdom, that they would be in charge of the whole kingdom,

2 (6:3) og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så Kongen intet Tab led.

2 and over them three commissioners (of whom Daniel was one), that these satraps might be accountable to them, and that the king might not suffer loss.

3 (6:4) Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget,

3 Then this Daniel began distinguishing himself among the commissioners and satraps because he possessed an extraordinary spirit, and the king planned to appoint him over the entire kingdom.

4 (6:5) søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham.

4 Then the commissioners and satraps began trying to find a ground of accusation against Daniel in regard to government affairs; but they could find no ground of accusation or evidence of corruption, inasmuch as he was faithful, and no negligence or corruption was to be found in him.

5 (6:6) Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse."

5 Then these men said, “We will not find any ground of accusation against this Daniel unless we find it against him with regard to the law of his God.”

6 (6:7) Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte således til ham: "Kong Darius leve evindelig!

6 Then these commissioners and satraps came by agreement to the king and spoke to him as follows: “King Darius, live forever!

7 (6:8) Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen.

7 All the commissioners of the kingdom, the prefects and the satraps, the high officials and the governors have consulted together that the king should establish a statute and enforce an injunction that anyone who makes a petition to any god or man besides you, O king, for thirty days, shall be cast into the lions’ den.

8 (6:9) Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan tages tilbage."

8 Now, O king, establish the injunction and sign the document so that it may not be changed, according to the law of the Medes and Persians, which may not be revoked.”

9 (6:10) Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.

9 Therefore King Darius signed the document, that is, the injunction.

10 (6:11) Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.

10 Now when Daniel knew that the document was signed, he entered his house (now in his roof chamber he had windows open toward Jerusalem); and he continued kneeling on his knees three times a day, praying and giving thanks before his God, as he had been doing previously.

11 (6:12) Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud.

11 Then these men came by agreement and found Daniel making petition and supplication before his God.

12 (6:13) Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale, idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?" Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov."

12 Then they approached and spoke before the king about the king’s injunction, “Did you not sign an injunction that any man who makes a petition to any god or man besides you, O king, for thirty days, is to be cast into the lions’ den?” The king replied, “The statement is true, according to the law of the Medes and Persians, which may not be revoked.”

13 (6:14) Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!"

13 Then they answered and spoke before the king, “Daniel, who is one of the exiles from Judah, pays no attention to you, O king, or to the injunction which you signed, but keeps making his petition three times a day.”

14 (6:15) Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.

14 Then, as soon as the king heard this statement, he was deeply distressed and set his mind on delivering Daniel; and even until sunset he kept exerting himself to rescue him.

15 (6:16) Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!"

15 Then these men came by agreement to the king and said to the king, “Recognize, O king, that it is a law of the Medes and Persians that no injunction or statute which the king establishes may be changed.”

16 (6:17) Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!"

16 Then the king gave orders, and Daniel was brought in and cast into the lions’ den. The king spoke and said to Daniel, “Your God whom you constantly serve will Himself deliver you.”

17 (6:18) Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.

17 A stone was brought and laid over the mouth of the den; and the king sealed it with his own signet ring and with the signet rings of his nobles, so that nothing would be changed in regard to Daniel.

18 (6:19) Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham.

18 Then the king went off to his palace and spent the night fasting, and no entertainment was brought before him; and his sleep fled from him.

19 (6:20) Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen.

19 Then the king arose at dawn, at the break of day, and went in haste to the lions’ den.

20 (6:21) Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?"

20 When he had come near the den to Daniel, he cried out with a troubled voice. The king spoke and said to Daniel, “Daniel, servant of the living God, has your God, whom you constantly serve, been able to deliver you from the lions?”

21 (6:22) Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!

21 Then Daniel spoke to the king, “O king, live forever!

22 (6:23) Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!"

22 My God sent His angel and shut the lions’ mouths and they have not harmed me, inasmuch as I was found innocent before Him; and also toward you, O king, I have committed no crime.”

23 (6:24) Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud.

23 Then the king was very pleased and gave orders for Daniel to be taken up out of the den. So Daniel was taken up out of the den and no injury whatever was found on him, because he had trusted in his God.

24 (6:25) Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem.

24 The king then gave orders, and they brought those men who had maliciously accused Daniel, and they cast them, their children and their wives into the lions’ den; and they had not reached the bottom of the den before the lions overpowered them and crushed all their bones.

25 (6:26) Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål!

25 Then Darius the king wrote to all the peoples, nations and men of every language who were living in all the land: “May your peace abound!

26 (6:27) Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme er uden Ende.

26 I make a decree that in all the dominion of my kingdom men are to fear and tremble before the God of Daniel;For He is the living God and enduring forever,And His kingdom is one which will not be destroyed,And His dominion will be forever.

27 (6:28) Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!"

27 “He delivers and rescues and performs signs and wondersIn heaven and on earth,Who has also delivered Daniel from the power of the lions.”

28 (6:29) Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og Perseren Kyroses Regering. 

28 So this Daniel enjoyed success in the reign of Darius and in the reign of Cyrus the Persian.

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931

Public Domain

New American Standard Bible Copyright ©1960, 1962, 1963, 1968, 1971, 1972, 1973, 1975, 1977, 1995 by The Lockman Foundation, La Habra, Calif. All rights reserved. For Permission to Quote Information visit http://www.lockman.org